|
Shambhala Træning
Shambhala-Træningsprogrammet består af en serie workshops der er velegnede for både begyndere og øvede. At blive mere opmærksom og årvågen er noget du kan få glæde af, lige meget hvem du er og hvilket liv du fører. Shambhalakrigerens vej er et praksisorienteret studie i menneskeligt mod og lederskab. Træningen gør det klart hvordan man møder hverdagslivets udfordringer i et moderne samfund og bruger dem som en mulighed for at få større indsigt og skabe dybere socialt engagement.
Første del: Krigerens Hjerte Programmet er en del af Shambhalavejen, der tilbyder en erfaringsbaseret palette af forskellige former for meditation, visdom, og kontemplative kunstarter med rod i Shambhala og tibetansk Vajrayana buddhisme.
Den første del, Krigerens hjerte, består af fem weekendkurser. Ordet "kriger" er en oversættelse af det Tibetanske ord "Pawo", der betyder modig eller tapper. Ordet "kriger" har derfor en helt anden betydning end det vi normalt forbinder ordet med.
I forløbet vil du blive undervist af erfarne lærere, tage del i diskussionsgrupper og få individuelle interviews med en uddannet meditationsinstruktør. Trin for trin vil du gennem din meditation opnå større nærvær og opmærksomhed i dit liv. Du vil gradvist skærpe din iboende evne til at se, tage imod og rumme tilværelsens mangfoldighed.
Trin 1: Kunsten at være menneske Denne weekend introducerer deltagerne til sidde og gå-meditation. Her får du en grundlæggende forståelse af hvad det vil sige at være kriger i Shambhalasamfundet. Ved at meditere får vi et glimt af den ubetingede godhed der er grundlaget for vores tilværelse. Ved gradvist at åbne os selv, gennem venlighed og værdsættelse, begynder vi at se vores potentiale som ægte og medfølende mennesker.
 Trin 2: Krigerens fødsel I denne weekend intensiverer vi vores meditation. Deltagerne øger herved deres evner til at arbejde med de udfordringer der opstår hen af vejen. Meditation giver os muligheden for at se hvordan vi skaber en puppe af negative vaner for at dække over vores frygt.
Trin 3: Kriger i verden Her arbejder vi på at integrere meditationspraksis med hverdagslivet. Ved at være i kontakt med vores sanser, kan vi vove os ud i verden med en sårbarhed der er både frygtløs, mild og vågen.
Trin 4: Åbent hjerte Ved at have tillid til grunlæggende godhed og have mod til at opleve livets skarpe kanter, bevæger vi os ud i verden med ægte venlighed og større årvågenhed.
Trin 5. Åben himmel Ved at kommunikere venligt og frygtløst med verden, bliver vores årvågenhed skærpet og vi finder sindets åbne klare rum - en dejlig kilde til visdom og opløftet energi. Vi stoler nok på vores natur til at kunne give slip og være i nuet.
Anden del: Den Hellige Vej
Programmet Den Hellige Vej er en del af Shambhalavejens 2. del. Undervisningen og øvelserne er baseret på en social vision og et ønske om at gøre en forskel i verden. På denne del af træningen drejer det sig om at videreudvikle sin naturlige værdighed og evner. Efter at have haft en række visioner i årene 1976 - 1980 skrev Chøgyam Trungpa Rinpoche de tekster ned som senere blev kendt som Shambhala-termaen. Den Hellige Vej er baseret på disse tekster, samt på de udførlige kommentarer Chøgyam Trungpa Rinpoche gav, for at gøre denne lære tilgængelig så man kan udføre den i praksis.
Den Store Østlige Sol Formålet med weekenden er at vise deltagerne hvordan man ser den Store Østlige Sol; den oprindelige energi og udstråling, der er grundlaget for hele eksistensen. Her forventes det at du bliver medlem af Shambhala, en levende social sammenhæng der stiler imod at skabe et sundt samfund.
Vindhest Man studerer her den tekst som giver instruktion i at "rejse vindhest", hvilket åbner hjertet og opfrisker ens tillid. Det er en måde at skabe et behændigt og dybtfølt socialt engagement på, som gør det muligt for krigeren at komme videre uanset hvilke udfordringer som opstår hen af vejen.
Drala Ved at undersøge den måde vi opfatter verden på gennem vores sanser, kommer vi i mere direkte kontakt med alle naturens elementer og verdens iboende magiske kvalitet. Drala er den kraft vi finder når vi holder op med at manipulere vores oplevelse.
Sagtmodig "De fire værdigheder" er en vej og en proces der beskriver den måde en kriger modnes på. Den beskriver hvordan krigeren med glæde kan engagere sig i verden på en gavmild og årvågen måde. Begyndelsen på en krigers vej er sagtmodigheden, der er menneskets jordnære, beskedne og venlige kvalitet. Træningen består på dette kursus i at overkomme arrogancen der er den første forhindring for læring.
Kæk Gennem en naturlig opøvet disciplin fokuseres i dette forløb på brugen af vores skarpe, vibrerende og opløftede energi. Ved ikke at falde i tvivlens fælde, kan den kække kriger leve og handle med en følelse af ædelmodighed og lethed.
Uhyrlig og Uudgrundelig Disse værdigheder symboliserer den modne krigers ekstraordinære færdigheder. Når du ikke længere er bange for at fejle, kan den ustyrlige krigers ukonventionelle og visionære perspektiv kombineres med spontan uudgrundelighed og bringe gavn til andre i stor målestok.
Den Gyldne Nøgle Kurset går ud fra en Shambhala tekst som omhandler vores forhold til "den materielle verden" og vores sanser. Vi lærer her at praktisere berigende nærvær; - evnen til øjeblikkeligt at føle indre rigdom, både i sig selv, det der sker og i verden som helhed.
Krigerforsamlingen Krigerforsamlingen er Shambhalas juvel og kulminationen på Shambhalavejen. Denne træning er en levende oplevelse af at skabe et oplyst samfund. Deltagerne får på kurset avancerede Shambhalaøvelser og studerer rodteksten Den Gyldne Sol I Det Store Øst og kommentaren dertil. Denne rodtekst forklarer meningen med Ashe og hvordan det udføres. Ashe er en enkel og kraftfuld praksis, der gør det muligt at omdanne forvirring og tøven til visdom og autensitet.
Autentisk Nærvær Det essentielle ved kurset er bemyndigelsen til at praktisere sadhanaen, Det Autentiske Nærværs Vindhest; en tekst der, skrevet af Sakyong Mipham Rinpoche, giver Krigerkongen Gesars tillid.
|